søndag den 15. juni 2008

Danske aviser frygter Internettet

Et par artikler jeg har læst på det seneste giver anledning til at skrive en kommentar.

For det første denne blogpost fra Scott Carp, som under overskriften ”What Magazines Still Don’t Understand About The Web” skriver om det fænomen at nyhedsmedier stadig er bange for at slippe informationen fri på Web’en.

Den anden artikel som inspirerede var en artikel i Børsen tirsdag d. 10. juni om den norske mediekoncern Schibsted, som på et meget tidligt tidspunkt (1995) besluttede at satse på Web’en og tillade kannibalisering af deres egne trykte medier. Schibsted er nu nordens absolut største mediekoncern og driver f.eks. vg.no (Webudgave af avisen der i tidernes morgen hed Verdens Gang og nu blot VG), Aftonposten.se, finn.no (svarende til dba.dk). Efter 128 år indenfor medier har de nu total fokus på Web og Internet baserede medier.
Du får linket til artiklen her, men jeg er ikke klar over om du kan læse den på Børsens hjemmeside, hvis du ikke er abonnent: http://borsen.dk/arkiv/FOBO/donr?donr%5B%5D=3059179

Den første artikel giver anledning til at sparke til mange danske avisers hjemmesider, da de netop gør det som omtales: skriver artikler i den trykte udgave, som kun bliver omtalt i overskrift på Web’en samme dag. Du må pænt vente med at læse den fulde digitale udgave til dagen efter – og så kan det være lige meget, da det jo ikke er en nyhed mere.
Eller de afskærer ikke-abonnenter fra at læse ældre eller specielle artikler på web'en, ligesom Børsen gør. De frygter åbenbart Internettet lige som magasinet som omtales i Scott Carps artikel.

Den anden artikel giver anledning til at sparke en gang til. Jeg er faktisk stor fan af den Schibsted-ejede nyhedssite vg.no. Jeg har rigtigt mange gange måttet ty til at læse danske nyheder på VG, da den simpelthen er hurtigere ude med nyheder fra Danmark – når de er store nok til at have nordisk interesse. Et par eksempler: 1) Den aften og nat (jeg husker ikke datoen) da krigen på Nørrebro var på sit højeste, var VG hurtigere opdateret end både Ekstra Bladet og BT’s netudgaver. 2) Den dag der blev fundet et parteret lig i en plasticpose i det indre København, fandt jeg først nyheden på VG og fandt ud af at ingen danske aviser havde nyheden på Web’en endnu. Der er flere eksempler og jeg har også et par gange skrevet til aviserne og spurgt, hvorfor det skal være nødvendigt at følge med på en norsk nyhedssite for at være opdateret om, hvad der foregår i København. Uden dog at have fået svar.
De sidste roser der skal gives til VG, er for deres dækning af internationale begivenheder i udvikling. Uanset om det drejer sig om Tsunamikatastrofe, jordskælv, præsidentvalg eller krigsreportager, er VG mindst lige så hurtige som CNN og løbende opdateret.

Desværre udtaler direktøren for Schibsted, Kjell Aamot, at deres planer går i retning af ekspansion i Sydeuropa, så de køber desværre nok ikke www.eb.dk eller www.bt.dk. Det ville ellers kunne give online nyhedsmedier i Danmark et løft.