søndag den 26. oktober 2008

Gamle Google hits burde filtreres fra

Det kan undre at Google's algoritmer, som jo ellers bliver berømmet af hele verden og dem selv især, ikke er bedre til at sortere gamle, udrangerede, uaktuelle og forældede hits fra. Dem som burde være kasseret p.g.a. overskredet "sidste salgsdag".

De fleste sider indeholder en dato for seneste opdatering, så hvorfor ikke i det mindste bruge denne dato, lægge et par år til, og derefter lade siden glide ud af de første 3 SERP's. Næh nej, sidens alder tæller åbenbart højere, så jo ældre desto bedre - ligesom med gammel vin. Men vin bliver bedre med alderen - det gør fakta og information ikke sjældent.

Jeg har gået og tænkt på fænomenet i nogen tid, da det er ret frustrerende, jævnligt at åbne sider til seminarer, kurser, konferencer m.v., som jo forlængst har været afholdt. Der burde være en sidste nedtagningsdag, ligesom i Netto når man hænger et tilbud om en gammel sofa op.

Når man så skal i gang med at finde eksempler på forældede sider, kan man jo selvfølgelige ikke komme i tanke om dem, som har frustreret. Så hvad gør man...starter i egen baggård.

Første søgning: "Søgemaskineoptimering". Resultat: Notabene er røget ned på en andenplads. Klik. Stor overskrift: 29. maj 2008: Notabene har skiftet navn til Guava. Gad vide hvor mange år det stadig er en nyhed i Google's øjne?

Det fjerde hit på samme søgeord er fra 18. marts 2005 og handler om basic SEO. Fint nok, men kan det passe at der er ikke er andre kloge hoveder som har skrevet noget der er mere up to date?

Hit nr. 10 på samme søgeord er fra Scannet fra forrige århundrede, hvor man kunne få en professionel søgemaskineoptimeringstekniker for kr. 2.500 om måneden.

Søgning på "Seminar om SEO": Hit nr. 6 handler om et seminar, som blev afholdt hos Adapt d. 19. september 2007. Det får mig i øvrigt til at tænke på alle de seminarer og konferencer jeg har kigget på i tidens løb, hvor man forgæves forsøger at finde årstallet. Husk årstallet for Google gør det altså ikke.
Det første hit handler i øvrigt om et seminar, som ikke engang er planlagt endnu, så der er vi i den anden grøft.
Det 10. hit fra Guava viser at ordet "Seminar" ikke findes i kildekoden, så det er godt gået at få placeringen på "SEO" alene. Man kunne vel så forvente at samme side ville hitte ved en søgning alene på "SEO", men det gør den altså ikke. Hvordan Google har indekseret den side er mig en gåde. Men ny er den da i det mindste.

Når vi nu er i gang, kan vi lige så godt fortsætte med søgningen på "SEO".
Hit nr. 3 er igen det gamle hit fra 2005, som omtalt ovenfor. Det er ikke blevet mere aktuelt siden du læste om det sidst.

Hit nr. 8 er seoblog, som jo ellers er meget aktuel. Men dette hit er fra februar 2008 og burde falde for spam-algoritmen. Ordet SEO er simpelthen nævnt alt for mange gange til at kunne gå igennem kvalitetsalgoritmen.

Disse eksempler var såmænd ikke de værste jeg har mødt på Google. Så kære Google kan I ikke kræve at få sat en "sidste salgsdag" på, så vi kan undgå at spilde tid med at klikke på hits på første side af søgeresultaterne. Eller indfør et link, ligesom de andre sladrelinks, hvor vi kan rapportere om outdatede sider med irellevant information. Måske endda blive belønnet som man gør i Irma, rapportøren får et dobbelt hit på side 1.

P.S. Nu vil jeg bruge resten af aftenen på at opdatere udløbsdatoen for mine egne sider. Det er jo udbredt i andre brancher, som f.eks. leverandører af frisk kød og fisk.

tirsdag den 21. oktober 2008

Google ignorerer 301 redirect

Jeg har et pudsigt og ganske irriterende problem med at Google i flere måneder har ignoreret en 301 redirect.

Siden hed oprindligt: www.domæne.dk/produktnavn og er blevet redirectet til www.domæne/produkter/produktnavn. Både Yahoo og MSN/Live Search viser URL'en korrekt, men Google fortsætter med at vise den oprindelige URL - på trods af adskillige links til den nye URL.

Det vigtigste er dog at siden ikke ranker i Google på "produktnavn", men mærkeligt nok på varianter og long tails. På Yahoo og MSN ligger siden i TOP-10.

Den oprindelige fil er endog slettet, så hvor Google har URL'en fra er en gåde.

Nogen der kender problemet? Jeg har ikke kunnet google mig frem til nogen.

mandag den 20. oktober 2008

Google oversættelse giver konkurrence på SEO

Nu kan danske virksomheder få billig søgemaskineoptimering ved at outsource til indiske SEO-konsulenter uden danskkundskaber. Det er blot en af fordelene ved globaliseringen.

Send blot dit domænenavn til den indiske SEO-konsulent, som tilsyneladende ved hjælp af Google's oversættelsesværktøj, er i stand til at udføre SEO meget billigt.

Her kan du læse om, hvordan Altaf Galani kan hjælpe med søgemaskineoptimering på dansk. Sandsynligvis med stor hjælp fra værktøjet Google Oversæt. Jeg vil gætte på at han har anvendt det til oversættelse af sin egen blog.

Jeg har dog før set det danske sprog mishandlet på SEO-ekspert-blogs. Dette viser blot endnu et eksempel på hvad et automatisk oversættelsesværktøj kan bruges til.

P.S. Google belønner ihærdigheden med en placering som nr. 18 ved søgning på SEO-konsulent.

onsdag den 8. oktober 2008

Google Adwords kursus - gratis tips

Efter endnu et vellykket Google Adwords kursus, kan jeg konstatere, at der er mange der kan få glæde af et relativt simpelt tip, som kan spare lidt penge.

Google's standardopsætning i Kampagneindstillinger er, at dine annoncer bliver vist på Søgepartneres sites og i Indholdsnetværket. Ved at fjerne de to flueben, vil de fleste kunne spare en del penge.

Søgepartnere er Google's partnere, som anvender søgeinterfacet på deres eget site, men sjældent er relevante, med mindre du markedsfører et produkt eller en service med meget bred interesse.

Google's Indholdsnetværk er alle de sites / hjemmesider, som viser Google's annoncer for at tjene nogle småpenge (i Danmark er det i hvertfald småpenge) via Adsense programmet. Her skal man også tænke sig om, inden man kører annoncer.

Så et godt råd til de fleste: slå begge tjenester fra, med mindre du er helt sikker på at du har brug for dem.

P.S. Undskyld til Google for tab af indtjening. Til gengæld lover jeg at hjælpe endnu flere igang med at bruge jeres i øvrigt ganske udemærkede markedsføringskanal.