onsdag den 14. maj 2008

Domænespamming så det batter noget

Jeg sad netop og Googlede ”dokument scanning” og faldt over en meget ihærdig form for domænespamming, som vel ikke kan undgå at falde for duplicated content meget snart. Jeg følger spændt med i hvor længe det varer.

Virksomheden InComIT hitter som
Nr. 2 via domænet incom-software.dk
Nr. 3 via incom-software.dk
Nr. 5 via incom-it.dk
Nr. 8 via incomit.dk
Nr. 14 via incom-it.dk
Nr. 18 via incomit.dk
Nr. 20 via mobil-mail.dk
Nr. 27 via mobil-mail.dk
Nr. 28. via dokument-scanning.dk
Nr. 29 via midtjyskmarketing.dk
Nr. 30 via midtjysk-marketing.dk
Nr. 40 via incom-web.dk

Domænerne linker ikke blot videre eller bruger cloaking eller lignende. Hjemmesiden er simpelthen kopieret rent ind på alle domæner med samme title tag overalt. Det bliver virkeligt spændende at følge hvor længe Google er om at spotte den.

Et godt råd. Efterlign ikke denne metode til synlighed på Google. Du risikerer at alle siderne bliver sendt i skammekrogen.

lørdag den 10. maj 2008

Google Oversæt i Beta - God familieunderholdning

Google kan nu også oversætte fra alverdens sprog til dansk. Den er endda i stand til selv at gætte hvilket sprog du oversætter fra. Jeg har dog kun testet fra engelsk.

Da tjenesten stadig er i beta, kan man vel ikke tillade sig at kritisere, så lad mig nøjes med at foreslå at den bliver brugt til en omgang familiehygge. En mulighed er f.eks. at gætte en undersættelse, som er værre end Google Oversæt's oversættelse. Hvis man kan undersætte værre end Google får man 1 point.

Et par eksempler:

Preben is drinking beer: Preben er at drikke øl
Preben drives his car: Preben drev sin bil
Preben is blogging: Vi er endnu ikke i stand til at oversætte fra Malaysisk til Dansk.
Google is writing garbage: Google er skriftligt affaldsstativ
Google is writing nonsense: Google er at skrive noget vrøvl

Prøv selv Google Oversæt.

For en gangs skyld har Google udviklet noget underholdende. Tak for det.
LOL

torsdag den 8. maj 2008

Er Google Adwords eksperter blevet for fede?

Jeg deltog d. 7. maj i et seminar hos FDIH om Google Adwords. Der var bl.a. indlæg af Rico Gade (Industry Manager fra Google Danmark), Henrik Stenmann fra IIH Copenhagen og Marketing Manager Brian Lund fra Experian Nordic.

Brian Lund har tidligere beskæftiget sig på leverandørsiden indenfor SEO og SEM, men sidder nu som kunde til samme ydelser. Han kunne berette at det virkede som om, at deres leverandører af konsulentydelser på Google Adwords optimering og administration, mistede gnisten efter en kort tid. De leverede simpelthen ikke varen. Og Experian havde tilmed anvendt to forskellige leverandører før de valgte at køre alle deres kampagner inhouse.

Brians konklusion var at de to eksterne leverandører efter kort tid neddroslede deres fokus på Experian som kunde og ikke længere levede op til de ønsker og krav de stillede til en Google Adwords ekspert.

Brian fik tilmed støtte fra salen, da en seminardeltager kunne nikke genkendende til fænomenet.

Det stod dermed uimodsagt at Google Adwords eksperter, uanset om de kommer fra SEO- eller SEM fokuserede konsulentbureauer eller generelle marketingbureauer, bliver dovne og uinspirerede efter en fokuseret opstart.

Jeg var lidt skuffet over at Henrik Stenmann, som jo selv var foredragsholder, ikke imødegik kritikken, men han følte sig måske selv ramt.

Uanset hvad, er det lidt beskæmmende at det stadig hænger i luften at os der arbejder med disse ting og tilbyder SEM og Google Adwords Administration for kunder, får det rygte at vi ikke interesserer sig for kunderne efter den indledende fase.

Er vi blevet for fede, selvfede, selvgode eller hvad?

Eller er det fordi betalingsmodellerne ikke er gode nok. Det kan jo være at kunderne forventer nogle resultater eller ydelser, som de ikke umiddelbart er parate til at betale for - eller at leverandørerne ikke har gjort dem klart, at der er tale om debitérbare ydelser.

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg har mødt flere kunder, som har svært ved at forstå, at ydelser koster penge, fordi de tager tid - og at tidsfornemmelsen engang imellem glider. Det kan nogle gange være svært at forklare at f.eks. en nøgleordsanalyse kan tage helt op til et par timer elller mere at gennemføre.

Opsang til den selvfede branche: Op jer og levér varen, så man ikke skal sidde og være flov på hele branchens vegne, tak.

Underforstået selvfølgelig: Jeg føler mig ikke ramt selv, men der blev ligesom ikke lejlighed til at forsvare positionen.