søndag den 29. marts 2009

Webbureauer har ikke forstand på SEO

Igen igen har jeg måttet konstatere at kursusdeltagere er blevet snydt af deres Webbureau. De har fået en flot designet hjemmeside, bevares. Javascript og Flash og hele gøgemøget, flot. Tekst i Flashen indekserbar, flot. Kunden tilfreds, flot. De ønsker ikke for meget tekst på forsiden, OK.

MEN kom så for h. ikke og forvent at sitet kan blive nr. 1 på Google på nogle søgeord, som ikke findes på forsiden. Ja, men bureauet havde lovet at det var søgemaskinevenligt! Og de er store og velrenommerede.

Jeg kan fortælle at jeg endnu ikke har mødt en kursusdeltager, som har fået leveret et site fra deres webbureau, som er optimalt designet i forholdt til søgemaskinerne. Og vi taler altså om 100'vis af kursusdeltagere på SEO kurser, Google Adwords kurser og Online Marketing kurser.

Senest opdagede jeg på en afstikker fra dagens emne (Google Adwords), at en deltagers hjemmeside havde hele 4 URL'er, som viste forsiden. Det velrenommerede webbureau, som jeg for en gangs skyld skal lade unævnt af hensyn til den prominente deltager, havde lovet at levere en søgemaskinevenlig løsning. Inkl. 301 redirects. Men man havde altså bare glemt at sitet var tilgængeligt med og uden www, med og uden https. De to deltagere fra det velrenommerede firma, hvis søsterselskab anvender mange mio. på TV-reklamer, var nærmest i chock.

Og man undrer sig stadig over, hvorfor webbureauer ikke allierer sig med SEO-eksperter. Personligt er jeg forlængst stoppet med at holde crash-kurser for webbureauer. Dagen efter går de ud og markedsfører sig som SEO-eksperter. Det gider jeg sgu ikke stå model til.

SEO kræver konstant research og det afsætter de ikke nogen til. Det kan ikke betale sig, da kunden bare vil have et website så billigt som muligt. Fint. Men forvent så ikke at Google giver luksusplaceringer.

Ingen kommentarer: