lørdag den 13. december 2008

Mediadirect - Telefoncanvas uden forstand

For et par dage siden blev jeg kontaktet af Webbureauet Mediadirekt. De ville forære mig en ny hjemmeside til et af mine firmaer. Jeg blev virkelig rørt. Det er jo ikke hver dag man uopfordre bliver tilbudt noget gratis over telefonen. Normalt sker det kun via alle de spændende mails man får fra fremmede lande.

Den søde pige fra Mediadirekt insisterede på at det var seriøst ment. De ville forære mig et nyt Webdesign. Hun nåede dog at fortælle mig at der var en månedlig afgift efterfølgende - inden jeg kom til at stille et dumt spørgsmål. Jeg spurgte hvilket CMS de anvendte. CMS? Pigen var ét stort spørgsmålstegn. Det havde hun aldrig hørt om. Hun forklarede så at hun kun var hyret til at booke kunder til et gratis Webdesign og ikke et CMS. Jeg forklarede på en pæn måde, at så havde jeg lidt svært ved at tage hende alvorligt, farvel.

For det første har Mediadirekt ikke instrueret deres phonere ordentligt, for det næste har de ikke researchet prospektet før de ringer op. De spilder altså både deres egen og min tid.

Opkaldet vakte min nysgerrighed, så jeg måtte lige researche lidt på Mediadirekt. For hvad er mere interessant end en virksomhed, der forærer sine varer væk.

Ifølge deres prisliste koster et layout design kr. 1.999, hvilket altså var det som de ville give væk som charity. En tanke: Hvordan kan man give en fast pris på design? Jeg har endnu ikke været ude for en kunde, som åd første udkast uden videre. Lige netop designet af en hjemmeside er det sværeste at sætte tid og dermed pris på.

Men firmaet har også fast pris på et logo. Lige nu med 50% rabat på normalprisen kr. 3.999,-. En rigtig Irma-pris på firmaet ansigt udad til. En af de seneste kunder, som jeg selv har haft burde være sendt til Mediadirekt direkte. Så havde jeg da været fri for at skulle levere 7-8 udkast før kunden var tilfreds. Kunden var endda så indsigtsfuld vedrørende designere, at han "vidste" at designere jo altid har 20-30 udkast liggende i skuffen - indenfor alle brancher og kvaliteter?

Mediadirekt's prisliste har flere fastpris produkter, så bare tag indkøbslisten frem og kryds af. Og lige nu finanskrise-rabat på det meste.

Men lad os lige sammensætte en hel men skrabet løsning:
Design kr. 0,-
Logo kr. 1.999,-
EASYgallery (light version) kr. 1.999,-
FTP-adgang kr. 500,- (hvorfor ikke 499?)
1 ekstra skabelon kr. 999,-
CMS Basis (oprettelse) kr. 1.999,-
CMS Basis (gebyr i 12 mdr) kr. 3.588,-
Søgefunktion kr. 499,-
Sitemap kr. 499,-
Standard formular kr. 499,-
Nyhedsbrev kr. 999,-
Nyhedsbrev design kr. 1.999,-
Nyhedsarkiv kr. 999,-
Ekstern login kr. 999,-
Ialt kr. 17.577,-

Og så indeholder løsningen altså ikke engang en database (kr. 3999) eller nogle af de andre smarte tilkøb (f.eks. kalender 2999,- eller online booking kr. 4.999,-). En skrabet løsning til knap 20.000 kroner på specialtilbud.

For den pris vil de fleste Webbureauer med ekspertise på Open Source CMS'er (TYPO3 eller Joomla) levere en større og mere søgemaskinevenlig løsning.

Læs også standard leveringsbetingelserne grundigt, bl.a.:
Punkt 1.1: Aftaler, som ikke fremgår af denne abonnementsaftale, er ugyldige. Det er direkte ulovligt, da ALLE aftaler i denne verden er gyldige - også mundtlige.
Videre i punkt 1.1: Mediadirekt påtager sig intet ansvar for direkte eller indirekte tab, i forbindelse med eventuelle fejl og mangler. Kan man virkelig fraskrive sig AL ansvar?
Bemærk også at du ikke kan flytte løsningen til en anden hosting partner. Bemærk også at Mediadirekt giver sig selv ret til en uspecificeret nedetid mellem kl. 24:00 og 07:00 (hvad er det i %?). Bemærk også at Mediadirekt forbeholder sig ret til at opkræve betaling for gratis ydelser, hvis disse anses for at overstige rimelighed(!). Bemærk også at hvis du lader Mediadirekt registrere dit domænenavn i deres navn, koster det kr. 999,- at få det overdraget.

Der er flere uhyrligheder i deres standardbetingelser, som jeg ikke gider opremse her. Men konklusionen er, at det kan være endog meget dyrt at indgå en aftale om gratis webdesign.

Nu skal jeg ikke påstå at Mediadirekt generelt yder dårlig service. Det har jeg absolut ikke belæg for, da det ikke har været muligt at google nogen hits på det. Jeg siger bare: 1) læg tallene sammen og sammenlign totalprisen med en totalløsning fra andre leverandører. Mediadirekt er måske ikke så billige som man umiddelbart skulle tro. 2) Skriv ikke under på den standardaftale. Den er ikke særlig gunstig for kunden.

P.S: Nu føler jeg mig lidt dum. Efter at have skrevet ovenstående, ville jeg lave lidt research på deres reputation. Jeg søgte på Google med søgetermer som f.eks. "Mediadirekt dårlig service" og "Mediadirekt dårlige erfaringer" og fandt ingen hits. Hvis jeg bare havde søgt på "Mediadirekt" ville jeg have faldet over hittet fra Fyns Stiftstidende: "Mediadirekt får likvidator" dateret samme dag som de ringer til mig. Der er altså gået i likvidation på det tidspunkt,hvor de ringer og tilbyder mig en Webløsning. Så der er endnu større grund til at være varsom med at handle med dem.

8 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hej SEOmekaniker

Der er faktisk svært at google Mediadirekt. Er de smidt ud af Google for black hat SEO?

Om Mediadirekt

Mekanikeren sagde ...

Det ser ud som om de er startet op igen. Nu med www.mediadirect.lk som domæne. Så de fortsætter hvor de slap.
De er åbenbart flygtet til Sri Lanka ;-)

Anonym sagde ...

Michael Søderholm Christensen har en central rolle i mediadirekt. Andre "firmaer" han har haft gang i er: k2m, key to more, keyinfo og gavecheck.dk
Det tager ikke mange minutter med google at få et skidt indtryk af fyren.

fhv. kunde i KeyInfo

Unknown sagde ...

De er stadigvæk i gang, deres forretningsmetoder er så bedrageriske, at det halve kunne være nok. Det kan stærkt frarådes at handle med dette firma.

Anonym sagde ...

Måske ikke flyttet til Sri Lanka, men en del af deres designs bliver lavet der, og så sendt frem og tilbage (der spare han jo en del) For det er 2-3 unge gutter der sidder på den enes værelse og laver det. Han er en fusker!

Anonym sagde ...

Jeg er blevet kontaktet af dem også. Hun lagde ud med at det var gratis 8 ugers kampagne med ad-words på Google.

Som en sikring på, at deres kunder tog prøvekampagnen seriøst og gik aktivt ind og fulgte med på responsen, havde de dog lige et symbolsk gebyr på kr. 800 + moms.

Der blev jeg lidt mistænksom, idet hun først lagde hele salgstalen op på, at det var en GRATIS og uforpligtende prøveperiode, som man dog selv aktivt skulle huske at gå ind og framelde sig for at undgå fortløbende abonnement.

Hun ville ikke sende en mail med flere oplysninger. Deres prøveperiode var deres salgsmateriale, sagde hun.

Da jeg takkede nej tak, gentog hun igen og igen at jeg virkelig ville blive glad for det og det var ærgeligt at jeg ikke ville give det en chance. For jeg kunne jo altid bare afmelde det. Men ja, så har de tjent hurtige kr. 800 + moms og de som i glemsomhed ikke når at opsige abonnementet er så efterfølgende bundet op af 12 måneder.

Virkelig underlig måde at drive forretning på. Da jeg samtidig googlede deres navn, blev jeg hurtigt bekræftet i min mistanke. Hold jer langt væk fra Media direct!

Anonym sagde ...

Snydt af MediaDirect. Er dr en måde, man kan komme ud af kløene på dem. Kom lidt for sent med at opsige efter den gratis 8 ugers periode, det var lidt uklart hvornår den startede. Nu truer de mig med incasso osv... Og jeg kan ikke se at den prøveperiode har resulteret i flere besøg på siden.

Jonas sagde ...

De er da også alle vejne!!!

Mon dommeren i Odense snart gider flere sager??

Nu tager vi lige en med dem, så må se!!;-)